I den moderne verden er vi blevet vores idealer og ideologier. Vi kan næsten ikke adskille, hvem vi er, fra det vi tror på. Måske er det mangel på tilhørsforhold i en verden, som bliver større og større, og hvor vi har sværere ved at finde en plads, som giver mening. Verden suser derudaf, og vi er ikke længere bare hende brunetten fra nr. 4, fyren på skateboard eller dansklæreren på den lokale folkeskole. De sociale arenaer er blevet meget større, og som mennesker drukner vi langsomt i det, hvis ikke vi finder noget til at holde os fast. Rent psykisk har vi brug for at høre til et sted, og med det store sammenligningsgrundlag, som sociale medier har skabt, får vi nu en opfattelse af, at alle andre har et sted at høre til. Hvilket efterlader os alene, som outsidere. Derfor er der nu en tendens, hvor menneskers behov for at høre til, driver os sammen i grupper dannet alene på idealer, ideologier og overbevisninger. Det kan lyde, som om at dette er en dårlig tendens. Men behovet for anerkendelse er basalt, og der er derfor intet overraskende i tendensen. 

I denne jagt efter at finde et sted at høre til, er der nogle mere acceptable holdninger end andre. Der findes mange forskellige nichegrupper, som dyrkes intenst i små fællesskaber. Andre tendenser minder mere om beskrivelsen af ”at følge med strømmen”. Der er holdninger, hvor det i dag ikke giver mening at modsætte sig dem, og man kan derfor blive en del af disse grupper uden nødvendigvis at skulle tage en masse stilling. Et eksempel på dette er bæredygtighed. Her kan man ikke længere være uenig, så mangler man et tilhørssted kan man blive klimaaktivist.

Hører du til i gruppen med solcelletag?

Måden, hvorpå man kan se behovet for et tilhørsforhold, er ved de mange bevægelser, der laves indenfor bæredygtighed og klimakamp. Ikke alle får sat solcelletag op, men alligevel er der konsensus om, at man bør tænke og handle bæredygtigt. Man kan måske endda gå så vidt, som til at lave en gruppering indenfor bæredygtighed ud fra solcelletag. 

Der findes grupper, som sætter solcelletag op uden at konsultere med andre, eller have noget behov for at italesætte denne gode gerning. Deres behov for anerkendelse fra klimakæmperne er minimal. 

Så er der gruppen som taler om, at alle burde have solcelletag, men uden selv at sætte det op. Denne gruppe vil ofte have undskyldninger for ikke at kunne opsætte solcelletag. Eksempelvis at de ikke bor i hus, men at de ville sætte solcelletag op, hvis de havde. Denne gruppe bruger hinanden til meget verbal anerkendelse, da alle kan nikke til det hinanden siger, men uden at kunne underbygge det med handling. 

Derudover er der dem, som peger fingre ad folk med magt. Som mener, at det må være nogle andres ansvar at sørge for, at der bliver sat solcelletag op. Denne gruppes fællesskab bygger på utilfredshed, som skaber fællesnævneren.