Jeg er som sociolog og psykoterapeut optaget af hvad der sker hos -og blandt mennesker, og særligt diagnoserne angst og depression har de seneste år haft mit store fokus. Kurven for disse diagnoser er blandt den danske befolkning stigende, og specielt unge mennesker er i dag ramt og ventetiden til en psykolog med ydrenummer er mange steder alt for lang, så hvad er der sket siden vi nu står over for sådan en omfattende problematik?

Noget af stigningen kan naturligvis skyldes: At vi som samfund er blevet bedre til at stille diagnoser, at vi lever i en kultur der har stort fokus på selvrealisering og fremdrift, at ikke alle føler de kan leve op til det de tror der forventes af dem, at vi bliver konfronteret med vores eget livs utilstrækkelighed via de sociale medier, at intet er godt nok medmindre det er perfekt.

Jeg anser disse som reelle faktorer når det gælder den stigende angst og depressionskurve, men jeg synes der mangler et element jeg finder langt vigtigere, nemlig ”sproget”. Hvis vi i en tidlig fase havde indlært at de svære følelser var en del af livet og at det var lige så naturligt at tale om som vejret, er jeg overbevist om at den danske befolkning ville være et mentalt bedre sted. For et er at have det dårligt, noget andet er at have det dårligt og så samtidig føle sig forkert. Hvis vi som individer kunne indse at vi alle kæmper en mental kamp på hver vores måde, ville det gøre tingene nemmere for mange.

Livet er fyldt med personlige nederlag, forhold der brydes, afvisning ift. drømmestudiet eller job, svigt fra betroede, sygdom, dårlig økonomi etc. Desværre er der ikke altid rum til at dele disse oplevelser. Gennem tiden har jeg erfaret at det for mange er forbundet med ubehag at høre om andres svære følelser, og i mange tilfælde vil følelserne blive forsøgt fejet af vejen eller få meget kortvarig opmærksomhed, selv i familiære og venskabskredse.

Og om end det kunne tolkes sådan, advokerer jeg på ingen måde for at vi uden situationsfornemmelse skal ytre vores mest sårbare følelser for hvem som helst, men jeg tror at vi kunne komme langt, hvis vi som medmennesker turde -og formåede at være det støttende element, som der er behov for når vi møder mennesker i krise.

Indtil da er der heldigvis hjælp at få hos professionelle psykoterapeuter og psykologer, når den mentale krise rammer.

Mvh. Anja, MPF.

Indehaver af www.terapispir.dk